Dannebrog knejser stolt på Bokul, klippetoppen højt over Danmarks eneste bjergby, Gudhjem… også kaldet Guds hjem. Vejret er fantastisk – 15 grader og høj sol. Udsigten er den samme som altid, altså… hvis man lige ser bort fra parkeringspladsen ved havnen og de manglende både selvfølgelig.

Det er påskedag, glædens dag, hvilket betyder flagdag. Det var i dag, at Jesus stod op fra de døde… men her i Gudhjem, synes alt dødt. ALT!

Sti til Bokul, stod der på skiltet og lige under, sad en bamse. Bamsen, der pludselig er blevet symbolet på, at vi danskere står sammen, hver for sig.

Turistkontoret er lukket, COVID – 19, står der på døren og turisterne kan jeg kigge langt efter. Normalt på denne tid, er der uendelig kø ved ALLE byens isboder, men i dag er bare én isbod tilsyneladende åben, nemlig Kjærstrup Chokobil på havnen. Der står 4 personer, 2 par og venter på at købe is. De har ikke bare 2 meter mellem sig, men 4, 5 måske 6 meter, vil jeg tro. ALLE passer på sig selv… og de andre.  

Med min is i hånden, går jeg op gennem byen. Bænkene i gården ved Vandrehjemmet, står larmende tomme. Lige tæt på, i en lille gyde, sidder en ældre kone alene udenfor Skomâgarinjs Huz. ”Hej” siger hun, mens hun nikker og smiler, i det jeg går forbi.

Flere af haverne deromkring ser henfaldne ud. Der er liv bag vinduerne i få af husene, men det er som om, at selv havens forårsblomster er opgivet.

Restauranterne er lukkede og de opstillede eller ophængte glasmontre udenfor til menukort, er tomme.

Færgen til Ertholmene – Christiansø, er lukket for turister. Bare én afgang dagligt på hverdage og kun for fastboende eller personer med ærinde på øen.

Parkeringspladsen på havnen lige op til ét af byens varetegn, Gudhjem røgeri er tilnærmelsesvist tom. Selv pladserne til turistbusserne skriger til himlen. Stolene ved røgeriet er sirligt stablet på terrassen og glaspusteren, Glasrøgeriet, har kun åbent efter aftale. Max 4 personer i butikken af gangen, står der i vinduet.  

Der står et par lokale og kigger ud over havet. De snakker sammen, men på behørig afstand af hinanden selvfølgelig.

Jeg sidder på toppen af Guds hjem på denne glædens dag. Jeg føler mig imidlertid ikke ”på toppen”. Jeg føler ikke megen glæde i nuet. Jeg føler mig dybt berørt, trist og jeg føler savn. Berørt over al den tomhed, jeg lige har oplevet, trist over vilkåret, som jeg og hele verden har lige nu. Savn efter det ”normale”, mødet med mennesker og ikke mindst sagnet efter de mennesker jeg elsker aller, aller mest… Mine børn. Jeg ser dem ikke i tiden. Ingen af os ville tilgive os selv, hvis vi gav hinanden den lede sygdom, som vi kan bære uden at vide det. Den sygdom, der i øjeblikket styrer verden og som i værste tilfælde, kan blive fatal.

Østersøens perle er et paradis, bliver der sunget… men lige nu er der ingen æbler i træet i Edens have.

Pas nu på jer selv og hinanden derude.